PARTERAPI

Der kan være mange årsager til, at par vælger at opsøge parterapi. Måske er der sket et tillidsbrud i form af svigt eller utroskab. Måske er gnisten og intimiteten i parforholdet gået tabt et sted mellem madpakker, vasketøj og børnepasning i en travl hverdag, hvor familie- og arbejdsliv skal balanceres.

Hvis man ikke får talt sammen om problemerne, kan de hobe sig op med tiden, og til sidst kan de vokse sig så store, at det føles uoverskueligt at gøre noget ved det. Det kan føles som om, kærligheden er gået tabt.

Parterapi forbedrer kommunikationen

En typisk problematik, jeg oplever hos de par, jeg møder i mit arbejde som parterapeut, er, at den ene har svært ved at udtrykke sine behov til sin partner. Det kan være, man aldrig føler sig set eller værdsat. At man mangler plads til at være sig selv. Eller at man står alene med alle de sure hverdagspligter.

Ofte går den ene i alt for lang tid og holder frustrationerne for sig selv, mens den anden slet ikke ved, hvad der er galt – og så begynder man langsomt at glide fra hinanden.

Her kan parterapi kan være en stor hjælp. Både de store og de små problemer kan være svære at få talt om, når man først er groet fast i et negativt mønster. Midt i et skænderi, når det hele kommer op på én gang, kan man sjældent nå frem til noget konstruktivt. Og når man endelig ikke skændes, vil man måske helst undgå at ødelægge den gode stemning ved at tage et svært emne op.

Men hvornår er det så, man får sat sig ned og talt ordentligt sammen om de ting, der gør ondt, og virkelig lyttet til hinanden? Det er her, jeg kan støtte jer som parterapeut. I parterapien får vi sammen skabt et trygt rum, hvor begge parter kan føle sig hørt og imødekommet. Herfra vil den gensidige tillid langsomt begynde at vokse – og det samme vil troen på, at I kan finde hinanden igen.

Genfind kærligheden med parterapi

Som parterapeut hjælper jeg jer med at finde de mønstre, der spænder ben for kærligheden. Vi har som mennesker forskellige tilknytningsmønstre, som er betinget af den måde, vi blev mødt på af vores forældre i vores opvækst. Nogle er blevet imødekommet i deres fysiske og følelsesmæssige behov og har kunnet udvikle en tryg tilknytningsform, mens andre ikke har haft lige så gode betingelser for at udfolde sig på en sund måde i deres relationer.

Hvis man ikke har lært et trygt tilknytningsmønster i barndommen, kan det give udfordringer i ens nære relationer, når man bliver voksen. Typiske tegn på et såkaldt undvigende tilknytningsmønster er, at man trækker sig væk fra andre, når noget bliver svært, og at man har svært ved at udtrykke sine følelser og behov. Man har lært, at det er bedst at klare sig selv, og man tror ikke på, at man vil blive kommet i møde, hvis man deler sine inderste følelser og tanker med andre.

Heldigvis er det noget, man kan arbejde med som voksen. I parterapien vil I lære at forstå hinandens tilknytningsmønstre, og hvordan I kan tackle dem sammen.

Man kan komme rigtig langt med parterapi, hvis begge parter går helhjertet ind i processen og gør det til et fælles mål at finde ind til det, I faldt for ved hinanden i sin tid. I vil få øje på hinandens styrker og lære at forstå og acceptere de forskelle, der ellers kan skabe splid og irritation.

Gennem en bedre forståelse af, hvad der tricker din partner, kan du også bedre imødekomme ham eller hende i de situationer, der potentielt kan udvikle sig til konflikter. En bevidstgørelse af de gamle, indgroede mønstre, der gentager sig igen og igen, er det første og vigtigste skridt på vejen til at for at få dem brudt og komme videre – sammen.

Vent ikke til sidste øjeblik med at søge parterapi

Mange par venter alt for længe med at søge hjælp og tager først kontakt til en parterapeut, når de er lige ved at gå fra hinanden. Forskning peger på, at jo tidligere man får talt om ’elefanten i rummet’ og gjort noget ved sine problemer i parforholdet, desto bedre er chancerne for at komme problemerne til livs og genfinde kærligheden. Derfor: tøv ikke med at komme i gang! Det er aldrig for sent, men jo tidligere, man kommer i gang, jo bedre.

Om tilknytningsmønstre og deres betydning for parforholdet

Et parforhold er en alliance, hvor man står stærkest i sårbarheden. Det kan lyde som et paradoks, men på mange måder er det netop også det, et parforhold er.

Din partner er den, der er tættest på dig, det er den person, man oftest beskriver som, den man elsker højest. Alligevel er det også den person, man kan skændes værst med.

Vores partner er den person, der ser os fra flest sider, lige fra første date, hvor man oftest har stylet sig op, til senere at hjælpes ad med at holde håret, når en har morgenkvalme og kaster op i toilettet.

Vores partner er dermed også den, der kommer tættest ind på livet af os. Der er fysiske og emotionelle behov, der skal dækkes, og grænser der skal accepteres, alt sammen noget man glemmer i Disneys fortælling af, at de levede lykkeligt til deres dages ende. For en essentiel faktor for det at leve lykkeligt sammen er vores tilknytningsmønstre.

Vores tilknytningsmønstre er helt og holdent formet af vores opvækst og evne til at tilpasse os. Det vil altså sige, at den måde vi imødekommer parforholdet på, er skabt i den måde vores forældre imødekom os på gennem vores opvækst.

Nogen har haft en opvækst hvor mange behov er mødt, fysiske såvel som emotionelle, grænser er blevet accepteret, og man har som individ fået lov til at blomstre op i sin dannelse af selvet i relation til andre som forældre, søskende og venner m.fl.

Andre har haft mindre ideelle rammer for at lære en sund tilknytning og til at udfolde sig selv i opvæksten.

Men selvom man ikke har haft de ideelle rammer, betyder det ikke, man ikke kan få en sund tilknytning og et sundt og dejligt parforhold. Derimod betyder det, at det som de voksne skulle have lært dig som barn, nu er noget, du må selv må lære i samspil med din partner, og muligvis også i samspil med en terapeut.

Som menneske er ingen komplet, og der vil derfor for langt de fleste, være elementer i deres tilknytningsmønstre der bære præg af både sunde og mindre sunde mønstre. I den forbindelse er der nogle overordnede tegn, man kan være opmærksom på for at blive klogere på sig selv og sine tilknytningsmønstre.

Om tilknytningsmønstre og deres betydning for parforholdet

Mange par venter alt for længe med at søge hjælp og tager først kontakt til en parterapeut, når de er lige ved at gå fra hinanden. Forskning peger på, at jo tidligere man får talt om ’elefanten i rummet’ og gjort noget ved sine problemer i parforholdet, desto bedre er chancerne for at komme problemerne til livs og genfinde kærligheden. Derfor: tøv ikke med at komme i gang! Det er aldrig for sent, men jo tidligere, man kommer i gang, jo bedre.

Om tilknytningsmønstre og deres betydning for parforholdet

Mange par venter alt for længe med at søge hjælp og tager først kontakt til en parterapeut, når de er lige ved at gå fra hinanden. Forskning peger på, at jo tidligere man får talt om ’elefanten i rummet’ og gjort noget ved sine problemer i parforholdet, desto bedre er chancerne for at komme problemerne til livs og genfinde kærligheden. Derfor: tøv ikke med at komme i gang! Det er aldrig for sent, men jo tidligere, man kommer i gang, jo bedre.

Tegn på en tryg tilknytningsform:

• Du er tryg i forhold til dig selv og andre
• Du har tilfredsstillende relationer til både mænd og kvinder
• Du har en realistisk optimisme
• Du har et tilfredsstillende forhold til dit sexliv
• Du har nemt ved at komme i balance og hvile i dig selv igen ovenpå udfordrende situationer, også i forhold til andre
• Du går ind og ud af kontakten med andre i en naturlig rytme
• Du kan forblive nærværende i kontakten
• Du har sund balance mellem din opmærksomhed på dig selv og den anden
• Du bliver opmærksom, hvis noget er galt i kontakten
• Du har en god indlevelsesevne
• Du kan sørge for at reparere relationen, når det er nødvendigt, eller modtage den andens initiativ til at gøre tingene godt igen.
• Du kan tilgive.
• Du sætter ord på problemerne og tager konflikterne i forholdet, når det er påkrævet
• Du affinder dig ikke med dårlige situationer og ved, at du fortjener at blive behandlet ordentligt
• Du er klar over dine behov og udtrykker dem direkte
• Du har god kropskontakt, også når du er i kontakten med andre
• Du er i stor udstrækning den samme, uanset om din partner eller andre er i samme rum
• Du tænker, føler og udtrykker dig 80% af tiden positivt om din partner
• Du har godt selvværd og er respektfuld overfor andre
• Du er ikke bange for at være alene
• Du har medfølelse med dig selv eller andre, når der er lidelse
• Du reagerer modent i forhold og lader dig ikke overmande af følelser, fornuft eller instinktive reaktioner
• Du kan forlade et usundt forhold

De trygge tiknytningsmønste er i høj grad dannet, ved at forældrene har været nærværende, indfølende og stabile i barndommen. Som barn har man kunne gå trygt ind og ud af kontakten til forældre, hvor man nogen gange har været smeltet sammen i en symbiose og på andre tidspunkter været tryg i at være helt sig selv. Samtidig er ens grænser bliver anerkendt og accepteret, hvilket har udviklet din selvforståelse og evne til at sige til og fra på en sund måde både for dig og dine omgivelser.

Selvom alle forældre vil deres barn det bedste, er det ikke alle, der formår at give deres barn de mest optimale forhold at udvikle sig i. Det kan der være mange årsager til, og her spiller både individuelle forhold og kulturelle normer for børneopdragelse ind.

Det kan være ens mor oplevede komplikationer under graviditeten, fik en fødselsdepression, eller at livet derefter var præget af stress, sygdom eller konflikter. Alt sammen elementer der præger tilknytningen.

Forældrene kan såmænd godt have givet barnet det, som det havde brug for, rent praktisk og fysisk. At tøjet altid var vasket og strøget, at madpakken var god og man altid var udstyret med alt, hvad der skulle bruges til skolen, sportsaktiviteterne eller andet godt.

Men hvis man som forældre ikke har været nærværende, været der til at trøste og haft en følelsesmæssigt nærkontakt kan det for barnet opleves som om, at det var mere sikkert at tage afstand fremfor at være i kontakten med andre. Ubevidst vil barnet trække sig og uden at vide det, vil der opstå en overbevisning om at “jeg må klare mig selv”.

Så frem for tillidsfuldt at spørge om hjælp i fremtiden, vil man søge at dække sine behov selv. Og for mange vil der ske en ubevidst tendens til at gøre betydningen af sine behov og forhold til andre mennesker meget mindre, end de reelt er.

Det vil betyde at selvom man ønsker at være i et parforhold, vil man ubevidst undvige at indgå i den følelsesmæssigt nære og tætte tilknytning til sin partner.

Tegn på undvigende tilknytningsmønster

• Du er et privat menneske. En eneboer der trives bedst alene.
• Du nedtoner ubevidst betydningen af relationer og forhold til andre
• Du ”kører dit eget løb”
• Du har nemt ved at få ro på og lande i dig selv, men du har svært ved at lade en anden hjælpe dig med det.
• Du giver ubevidst andre en kold skulder og kan have tendens til at overfokusere på dig selv
• Du er oppe i hovedet og kan have svært ved at mærke din krop.
• Du er intelligent og god til at bruge hovedet , men har sværere ved at forholde dig til følelser
• Det er almindeligt at have hovedpine, oftest som følge af en anspændthed om øjne og ører.
• Du har svært ved at opleve og udtrykke følelser og behov. Hvilket resulterer i at du ofte undertrykker, udsætter eller helt henlægger det!
• Du har ubevidst frygt for at ønske eller længes, da det føles overvældende sårbart
• Der kan ske det, at selvom du er fysisk til stede så forsvinder du fra rummet, uden selv at opdage det.
• Du kan overbevise dig selv om, at du har det bedst alene, at du ikke har brug for andre.
• Måske har du helt opgivet mennesker, og vælger i stedet relationen til dyr eller naturen.
• Du har lave forventninger til andre, men kan have høje krav til dig selv.
• Du kan føle dig som en fremmed, forkert i forhold til andre, som om du ikke hører til.
• Du kan have mange venner og være engageret, men det er på et relativt overfladisk plan.
• Du møder først problemerne, når du går ind i et betydningsfuldt kærlighedsforhold, der hvor de dybe behov ligger

Når du har læst denne liste så fat mod. Mange kan have udviklet den trygge tilknytning senere i livet. Måske en nabokone, bedsteforældre, eller moster har været til stede i et vist omfang, eller du kan have haft et kæledyr, der måske blev din bedste ven. Det man ikke har lært i barndommen, kan man lære som voksen.

Men en ting er at skabe venskaber og kollegiale relationer, noget andet er parforholdet. Det er her den helt tætte tilknytning oftest bliver sat på prøve. At stå med et åbent hjerte ér sårbart, ikke desto mindre er det lige præcis der i nærværet og omfavnelsen af sårbarheden, vi ligeledes står stærkest.

Ønsker du at skabe mod til at række ud eller til at åbne op og styrke dit parforhold, så kan du læse mere her, hvor vi vil belyse, hvordan man kan arbejde med sine tilknytningsmønstre på en sund og givende måde.

FAQ om parterapi

Hvad er parterapi?

Parterapi er en behandlingsform, hvor parterapeuten hjælper et par med at skabe bedre balance, forståelse og kommunikation i parforholdet.

Virker Parterapi?

Som oftest er det en manglende kommunikation, der spænder ben i parforholdet. Her kan parterapeuten hjælpe med at se tingene fra andre sider og bidrage med nye metoder. Men for at parterapi virker, er det en forudsætning, at man ønsker at lære nye metoder, se sig selv og sin partner fra andre vinkler og ikke mindst, at man reelt ønsker parforholdet.

Hvornår har man brug for parterapi?

Når man føler parforholdet er kørt fast, man har uløselige konflikter eller når sexlivet er gået i stå, kan de fleste par have glæde af at modtage parterapi.

En parterapeut hjælper også par, der ikke er i krise, men som ønsker at lære mere om sig selv, mens de udvikler og styrker parforholdet.

Hvordan foregår parterapi?

Parterapi foregår oftest som et forløb, hvor parterapeuten hjælper begge parter til at udtrykke behov og skabe forståelse. Det er derfor essentielt, at begge parter deltager i parterapien, omend det for nogle par ligeledes kan være en fordel med individuelle sessions.